Ved Stranden

Et botilbud med plads til udvikling, nærvær og stærke relationer

Ved Stranden er et botilbud, hvor vi hver dag arbejder for at skabe et trygt og meningsfuldt hjem for mennesker med særlige støttebehov. Hos os er relationen fundamentet for alt, hvad vi gør. Vi tror på, at udvikling skabes gennem tillid, nærvær og et tæt samarbejde mellem beboere, medarbejdere, pårørende og samarbejdspartnere. Vi har udgangspunkt i faglighed, der tager afsæt i mennesket frem for diagnosen.

Vi møder den enkelte med respekt, nysgerrighed og en tro på, at alle mennesker har ressourcer og muligheder for udvikling. Vi tilrettelægger støtten med udgangspunkt i den enkelte beboers ønsker, behov og mål, så hverdagen bliver overskuelig, meningsfuld og fyldt med muligheder for deltagelse.

Ved Stranden

På Ved Stranden er faglighed en aktiv del af hverdagen. Vi arbejder refleksivt og tværfagligt, og vi prioriterer et arbejdsmiljø, hvor sparring, videndeling og fælles ansvar er med til at sikre høj faglig kvalitet i indsatsen. Vi er et stærkt fællesskab, hvor humor, omsorg og ordentlighed går hånd i hånd.

Hverdagen er præget af struktur, genkendelighed og aktiviteter, der giver mening for den enkelte. Det kan være alt fra praktiske opgaver og fælles måltider til oplevelser, træning af færdigheder eller tid til nærvær og samtaler. Vi tilbyder mange forskellige aktiviteter – til lands, til vands og i luften.

Vi ser de små fremskridt som vigtige skridt på vejen mod øget trivsel og livskvalitet, og vi husker især at fejre de små øjeblikke og sejre i livet, der gør at vi udvikler os – sammen.

Ved Stranden modtager beboere mellem 16-45 år anbragt efter § 43 barnets lov eller § 107 – midlertidige ophold. Beboerne kan have problemskabende adfærd samt være domsanbragt, men er uden misbrug.